torsdag den 31. maj 2007

Red Light District

Efter en veloverstået tur til Amsterdam vendte jeg forleden hjem, klar til mere gaming og til min store overraskelse kom min (angiveligt) reparerede Xbox 360 med posten et par dage senere. Jeg flåede straks æsken op, satte hele skidtet til, tændte maskinen og måtte konstatere...at alt tilsyneladende var som det skulle være, og alt pegede i retning af, at jeg (omsider) kunne spille Xbox 360 igen! Og det kunne jeg da også!

I et par timer...

For da maskinen, efter at have været slukket i et stykke tid, skulle tændes for blot anden gang siden den store hjemvendelse, blev jeg mødt med dette forfærdelige syn:

The Ring of Death

Det må jeg sq sige, det er fandeme top-dollar service fra Microsofts side! Den klarede ikke engang én enkelt dag, før den døde IGEN. Hvis man bare sender maskinen et ondt blik i ét sekund, så BAM!!! No turning back....

Nå, men den må jo så afsted igen, så jeg kan se frem til endnu flere uger uden en Xbox 360...i det mindste blev jeg tilbudt en trådløs controller som kompensation, men ærlig talt vil jeg sq hellere have en maskine der fungerer uden pis...

onsdag den 23. maj 2007

THE END: Vampire: The Masquerade - Bloodlines (PC, 2004)


Jeg har tænkt mig at starte en lille serie af indlæg der omhandler spil jeg har gennemført for nylig, hvori jeg skriver mine tanker og meninger om et spil jeg netop har været hele vejen igennem. Indlæggene hedder meget passende THE END.

Vampires, bums and prostitutes...dig in!

Vi starter med Vampire: The Masquerade - Bloodlines (VTMB), som jeg gennemførte tidligere i dag.

VTMB er efterfølgeren til Vampire: The Masquerade - Redemption og dermed også baseret på White Wolfs tabletop/live-action-rollespil Vampire: The Masquerade og omhandler nogle vampyr-klaner der lever i nutidens Los Angeles.

På samme måde som visse Resident Evil-spil foregår VTMB kun om natten, noget der virkelig øger atmosfæren og skaber en næsten deprimerende og klaustrofobisk stemning. Jeg spillede spillet sideløbende med The Legend of Zelda: Twilight Princess på Wii, og fyrer man op for det spil efter at have spillet VTMB i et par timer, er det som at indtage en stor mundfuld frisk luft pga. Zeldas åbne vidder.

Man starter med vælge at den klan man ønsker at tilhøre ud af syv mulige, dernæst bliver man kastet ud i det. Spillet foregår i LA, men det er dog ikke et decideret open-world-spil som fx TES IV: Oblivion hvor man render rundt i én stor verden. I stedet foregår spillet i 4 separate kvarterer i LA, nemlig Santa Monica, Downtown, Hollywood og Chinatown. Udover det besøger man også andre små, specielle lokaliteter i og omkring Los Angeles.


Undervejs i spillet stifter man, i kraft af spillets interessante storyline, bekendtskab med et stort persongalleri og man bliver vidne til en masse grusomme ting. Eftersom spillet gør brug af Valves Source-teknologi har alle personerne meget livagtige ansigtstræk når de taler, så selvom det meste af grafikken (textures, effekter osv) virker ret dateret, imponerer mundbevægelserne stadig i år 2007. Andre små dejlige grafiske detaljer som reflektioner og bump-mapping er der dog også blevet plads til nogle steder.

På lydsiden finder man et godt eksempel på hvordan voice-acting-geden skal barberes. Det er der mange udviklere der bør tage ved lære af! Alle folk lever sig godt ind i deres roller og leverer mange eftertænksomme, sjove og syrede replikker. Musikmæssigt byder spillet på både ren intrumental underlægningsmusik og licenseret musik når man fx træder ind i en nat- eller stripklub, og også på dette område er der tænkt over sagerne, da det ofte er musikken der giver stederne i spillet deres helt egne unikke karakter. Selve lydeffekterne kunne man dog godt have lagt lidt mere arbejde i.


Spillet har mange sjove og mærkværdige quests og netop pga. personerne og deres forskelige måder at være på tænker man ikke så meget på, at man egentlig bare er stik-i-rend-dreng for alle de store kanoner og at ens opgaver som regel bare er mundæne fetch-quests eller snigmord.
Spillet har en god blanding af stealth og ren action. For eksempel føles det fedt at infiltrere en kontorbygning, hacke et par computere for at slå sikkerhedssystemet fra, plante en virus, og derefter snige sig ud igen uden at blive set en eneste gang. Omvendt er det også nice at hakke folk i småstykker ved hjælp af diverse skarpe instrumenter. Og det er nemlig nærkampsvåben som økser, sværd, baseball-bat og deslige der håndteres bedst af spillets kampsystem - for selvom der findes mange forskellige skydevåben i spillet kan det næsten ikke betale sig at bruge dem, da man som udgangspunkt sigter som en fuld svensker på speed og rulleskøjter. Før skydevåbene kan bruges til andet end at prikke til folk med, skal man bruge en masse XP-point på fx sin Firearms-skill, og det er simpelthen ikke besværet værd.



Spillet udkom i 2004, men udvikleren Troika Games bukkede under kort efter og måtte dreje nøglen det følgende år efter kun at have udgivet tre spil, så spillet er desværre ret buggy. Kun en enkelt officiel patch (1.2) nåede det at blive til, men fans af spillet har siden hen udviklet adskillige små uofficielle patches der retter en masse problemer og fejl.
På trods af en del ridser i lakken er det dog stadig et spændende og velfortalt spil.

Som en lille interessant sidebemærkning kan det nævnes at VTMB faktisk var det første Source-spil der ikke havde ordene "Half" eller "Life" i titlen.



Damn, indlægget blev sq lidt længere end jeg egentlig havde tænkt mig, så lad os fluks runde af med de bedste og dårligste ting ved spillet:

Plusser: interessant story med masser af intriger og drama; dyster atmosfære; stealth kills; fantastisk lydside

Minusser: bugs og glitches; lidt for høj sværhedsgrad i de sidste par timer; kamp-systemet er en smule klodset

Konklusion: Vampire: The Masquerade - Bloodlines er noget af en usleben diamant, så under forudsætning af, at man besidder en lille smule tålmodighed og giver spillet en chance, kan det sagtens byde på mange timers god underholdning.

søndag den 20. maj 2007

Why RE4 will rock my world (once again)


Resident Evil 4 bliver snart genudgivet i en speciel Wii-udgave med titlen Resident Evil 4: Wii Edition, og der er mange gode grunde til at anskaffe sig en kopi, selv om man allerede har spillet GameCube- eller PS2-versionen (ingen raske mennesker bør røre PC-versionen). Her er et par grunde til at Wii-udgaven bliver den definitive version af Resident Evil 4:

- Nye controls: ny Wiimote-funktionalitet sikrer at man nu kan sigte endnu hurtigere og mere præcist end nogensinde før! Desuden bliver Wiimoten anvendt på mange forskellige måder i de populære Quick Time Events. Tjek control-layoutet ud her

- Ægte 16:9 widescreen-support: ikke mere letterbox-fis! (Dette er ikke nogen nyhed for PS2-ejere, da den version allerede har widescreen-understøttelse)

- Stadig god grafik: Grafisk er Wii-versionen baseret på det oprindelige GameCube-spil og ikke PS2-udgaven, så frygt ej. Grafikken bliver desuden pudset af hist og her, så det bliver den allerpæneste og reneste udgave af RE4.

- Progressive Scan: Spillet understøtter 480p-opløsning på kompatible fjernsyn.

- RE:UC Trailer: spillet inkluderer en trailer for det Wii-ekslusive Resi-spil Resident Evil: Umbrella Chronicles.

- PS2-goodies: for mange fans er dette nok det vigtigste punkt. Wii-versionen vil nemlig indeholde alt det lækre bonus-materiale der tidligere var eksklusivt i PS2-versionen, såsom nye kostumer, våben og ikke mindst Ada Wongs nye missioner i mini-spillet Seperate Ways (ikke at forveksle med eksisterende Assignment Ada), der er indelt i fem kapitler og omhandler Ada og Weskers indbyrdes forhold og relation til resten af plottet i RE4.

Resident Evil 4: Wii Edition udkommer i USA den 25. juni til sølle 30$ og i Europa den 29. juni. Den europæiske pris kendes endnu ikke.

fredag den 18. maj 2007

INCOMIIIIING! AKA Long-ass post about Worms


Så er Worms tilbage i topform. Efter en del halvskidte 3D-forsøg i form af Worms 3D, Worms Forts: Under Siege og Worms 4: Mayhem ser det ud til at drengene hos Team 17 endelig har indset at Worms fungerer bedst i 2D. Sidste år udkom Worms: Open Warfare til DS og PSP, og tidligere i år gjorde ormene deres debut på Xbox Live Arcade (XBLA) i et nyt spil der simpelthen bare hed Worms (ikke at forveksle med den allerførste titel i serien, Worms fra 1994). Men det kan næppe kaldes et "rigtigt" spil, eftersom Microsoft udstikker visse regler som man skal følge hvis man vil have sit spil udgivet på deres XBLA-service. En af de regler er størrelsen på spillet, der tidligere var helt nede på 50 mb, men nu er oppe på 150 mb. Det er stadigvæk ikke særligt meget for et spil, men idéen er jo netop at spillene er tænkt som små, sjove casual games, som man lige kan spille i et par minutter ad gangen.

XBLA-udgaven af Worms, der tidligere gik under navnet Worms HD, er altså teknisk set den nyeste udgivelse i Worms-serien og absolut et af de bedste spil på XBLA, men det kan ikke rigtig sammenlignes med de ældre Worms-spil. Det mangler lidt variation, ikke mindst hvad angår våben. Men det seneste "rigtige" spil i serien er sidste års Worms: Open Warfare der udkom på DS og PSP, som tidligere nævnt. Det spil får nu en efterfølger i form af Worms: Open Warfare 2, der som sin forgænger også udkommer på både Nintendo og Sonys håndholdte.

Det, der gør Open Warfare 2 specielt er de mange ændringer og tilføjelser der gør spillet mærkbart bedre end forgængeren. Spillet har nu et decideret tema, idet ormene nu udkæmper velkendte, historiske slag..men bare rolig, et par knap-så-historiske fejder skulle det også kunne blive til.

En af de mest spændende nyheder for undertegnede er de nye våben. Open Warfare 2 har 11 nye våben, deriblandt et gensyn med et par absolutte klassikere som var udeladt i både XLBA-udgaven af Worms og det første Open Warfare. Jeg taler naturligvis om favoritter som Super Sheep, Holy Hand Grenade og ikke mindst Concrete Donkey - det klassiske beton-æsel som vi alle kender og elsker.

En masse ekstra nye features er der også blevet plads til, såsom nye online multiplayer-funktioner, muligheden for at designe sine egne custom hatte, sejrsdanse og hold-flag. Der også også en level editor inkluderet, hvor man naturligvis bruger sin stylus til at tegne sine egne baner med. Alle disse ting var udeladt i forgængeren Open Warfare, der i det hele taget fik en lidt lunken modtagelse, så det er jo dejligt at se at man lytter til kritikken og forsøger at fornye og forbedre produktet.

Worms: Open Warfare 2 skulle meget gerne udkomme henover sommeren 2007 til DS og PSP.

Tjek spillets officielle hjemmeside her

The face of a killer


Således ser han ud! Timothy Olyphant i rollen som Agent 47 i filmatiseringen af danske IO Interactives Hitman-spilserie (ja, eller egentlig er det jo Eidos' serie). Personligt er jeg nu lidt lettet og mindre bekymret for filmen end jeg var før, fordi han egentlig ser okay ud til rollen. Og husk på:
Han er ikke Vin Diesel, hvilket KUN er en god ting! Jeg mener...se dog på ham! Og ikke mindst: HØR på ham....det holder bare ikke.

Husk på at han nok kun ser rar ud fordi det er et mobiltelefon-pic. Timothy Olyphant har især i rollen som Seth Bullock i tv-serien Deadwood bevist at han er mere end almindelig god til at spille sammenbidt og vred, så frygt ej.

Min største bekymring er nu soundtracket. Det er en direkte kriminel handling hvis Jesper Kyd ikke står for filmens soundtrack, eller i hvert fald får lov til at bidrage lidt, evt med nogle tracks fra de 4 Hitman-spil...nå, men i hvert fald bliver filmen ikke instrueret af Uwe Boll!

Stregkoden!

Are you kidding me!?!?!



Eidos genopliver Deus Ex?

Rock and roll, bitches

Hvad er Deus Ex? Det her.

This Xbox 360 will self-destruct in 5 seconds


Ja, det var vel kun et spørgsmål om tid. Eftersom min 360'er er en launch unit (man er vel dedikeret), har der nok altid været en lille stemme i mit hoved, (blandt de andre, altså) der har sagt til mig at "det kun er et spørgsmål om tid!". Og ja, det var det så åbenbart også...

Men i hvert fald er den nu sendt af sted til reparation i lækre Weissenstadt i Tyskland...jeg håber bare ikke at de automatisk opdaterer firmwaren med den nye Spring Update, der gør det sværere at få adgang til andre regioners Marketplace.

Hvorfor? En spilbar demo af Eternal Sonata er netop blevet udgivet på den japanske Marketplace, og eftersom en vestlig udgivelse af spillet er lidt langt væk, ja så er der ingen der ved hvornår en eventuel vestlig demo havner på den europæiske Marketplace....damn....og sjovt nok er den japanske demo netop ikke japansk - engelsk skærmtekst og voice-over er hvad der bliver serveret for os. Mystisk, men totalt nice. Og netop det faktum gør det endnu mere irriterende at jeg ikke har min kære, hvide box indenfor rækkevidde. Ak ja...

Opdateret: jeg har netop set GameSpots live-show On the Spot hvor netop den omtalte demoversion af Eternal Sonata blev fremvist, og det lader til at de ingen problemer havde med at downloade demoen fra den japanske Marketplace efter at have installeret den nye Spring Update. Håber jeg er ligeså heldig når min 360'er engang når til dette kongerige igen.

Welcome....

"This was the end of the river, alright..."

Ladies and Gentlemen, you now have arrived (somewhat) safely to the Compound, which smells nothing like victory, but instead slow death, malaria and nightmares. Thank you for sailing with PBR Street Gang Seaways. We hope you have a pleasant stay.