THE END: Vampire: The Masquerade - Bloodlines (PC, 2004)

Jeg har tænkt mig at starte en lille serie af indlæg der omhandler spil jeg har gennemført for nylig, hvori jeg skriver mine tanker og meninger om et spil jeg netop har været hele vejen igennem. Indlæggene hedder meget passende THE END.

Vampires, bums and prostitutes...dig in!

Vi starter med Vampire: The Masquerade - Bloodlines (VTMB), som jeg gennemførte tidligere i dag.

VTMB er efterfølgeren til Vampire: The Masquerade - Redemption og dermed også baseret på White Wolfs tabletop/live-action-rollespil Vampire: The Masquerade og omhandler nogle vampyr-klaner der lever i nutidens Los Angeles.

På samme måde som visse Resident Evil-spil foregår VTMB kun om natten, noget der virkelig øger atmosfæren og skaber en næsten deprimerende og klaustrofobisk stemning. Jeg spillede spillet sideløbende med The Legend of Zelda: Twilight Princess på Wii, og fyrer man op for det spil efter at have spillet VTMB i et par timer, er det som at indtage en stor mundfuld frisk luft pga. Zeldas åbne vidder.

Man starter med vælge at den klan man ønsker at tilhøre ud af syv mulige, dernæst bliver man kastet ud i det. Spillet foregår i LA, men det er dog ikke et decideret open-world-spil som fx TES IV: Oblivion hvor man render rundt i én stor verden. I stedet foregår spillet i 4 separate kvarterer i LA, nemlig Santa Monica, Downtown, Hollywood og Chinatown. Udover det besøger man også andre små, specielle lokaliteter i og omkring Los Angeles.


Undervejs i spillet stifter man, i kraft af spillets interessante storyline, bekendtskab med et stort persongalleri og man bliver vidne til en masse grusomme ting. Eftersom spillet gør brug af Valves Source-teknologi har alle personerne meget livagtige ansigtstræk når de taler, så selvom det meste af grafikken (textures, effekter osv) virker ret dateret, imponerer mundbevægelserne stadig i år 2007. Andre små dejlige grafiske detaljer som reflektioner og bump-mapping er der dog også blevet plads til nogle steder.

På lydsiden finder man et godt eksempel på hvordan voice-acting-geden skal barberes. Det er der mange udviklere der bør tage ved lære af! Alle folk lever sig godt ind i deres roller og leverer mange eftertænksomme, sjove og syrede replikker. Musikmæssigt byder spillet på både ren intrumental underlægningsmusik og licenseret musik når man fx træder ind i en nat- eller stripklub, og også på dette område er der tænkt over sagerne, da det ofte er musikken der giver stederne i spillet deres helt egne unikke karakter. Selve lydeffekterne kunne man dog godt have lagt lidt mere arbejde i.


Spillet har mange sjove og mærkværdige quests og netop pga. personerne og deres forskelige måder at være på tænker man ikke så meget på, at man egentlig bare er stik-i-rend-dreng for alle de store kanoner og at ens opgaver som regel bare er mundæne fetch-quests eller snigmord.
Spillet har en god blanding af stealth og ren action. For eksempel føles det fedt at infiltrere en kontorbygning, hacke et par computere for at slå sikkerhedssystemet fra, plante en virus, og derefter snige sig ud igen uden at blive set en eneste gang. Omvendt er det også nice at hakke folk i småstykker ved hjælp af diverse skarpe instrumenter. Og det er nemlig nærkampsvåben som økser, sværd, baseball-bat og deslige der håndteres bedst af spillets kampsystem - for selvom der findes mange forskellige skydevåben i spillet kan det næsten ikke betale sig at bruge dem, da man som udgangspunkt sigter som en fuld svensker på speed og rulleskøjter. Før skydevåbene kan bruges til andet end at prikke til folk med, skal man bruge en masse XP-point på fx sin Firearms-skill, og det er simpelthen ikke besværet værd.

Spillet udkom i 2004, men udvikleren Troika Games bukkede under kort efter og måtte dreje nøglen det følgende år efter kun at have udgivet tre spil, så spillet er desværre ret buggy. Kun en enkelt officiel patch (1.2) nåede det at blive til, men fans af spillet har siden hen udviklet adskillige små uofficielle patches der retter en masse problemer og fejl.
På trods af en del ridser i lakken er det dog stadig et spændende og velfortalt spil.

Som en lille interessant sidebemærkning kan det nævnes at VTMB faktisk var det første Source-spil der ikke havde ordene "Half" eller "Life" i titlen.

Damn, indlægget blev sq lidt længere end jeg egentlig havde tænkt mig, så lad os fluks runde af med de bedste og dårligste ting ved spillet:

Plusser: interessant story med masser af intriger og drama; dyster atmosfære; stealth kills; fantastisk lydside

Minusser: bugs og glitches; lidt for høj sværhedsgrad i de sidste par timer; kamp-systemet er en smule klodset

Konklusion: Vampire: The Masquerade - Bloodlines er noget af en usleben diamant, så under forudsætning af, at man besidder en lille smule tålmodighed og giver spillet en chance, kan det sagtens byde på mange timers god underholdning.